Juridisk rådgivning til Krigsforsikringsinstituttet for skibe

Søfartsstyrelsen har offentliggjort et udbud om juridisk rådgivning til Det Danske Krigsforsikringsinstitut for Skibe. Opgaven skal bidrage til, at instituttet kan være operativt med kort varsel.

Opgaven omfatter udarbejdelse af krigsforsikringsbetingelser samt et udkast til en aftale om delegation af instituttets administration til et søforsikringsselskab.

Se udbuddet og de fulde betingelser på udbud.dk

Spørgsmål og svar

På denne side offentliggør vi spørgsmål og svar om udbuddet. Siden opdateres løbende.

Spørgsmål 1

Udbuddet forstås således, at det er tilrettelagt, så der i første omgang skal indsendes ansøgning, hvorefter ordregiver udvælger 2-3 virksomheder til at afgive tilbud. Er der nogen krav til hvordan ansøgningen skal udarbejdes, udover at der skal vedlægges CV’er indeholdende relevante faglige kvalifikationer og erfaringer for deltagerne i det udførende team? Hvis der er nogen særlige krav/formalia, som skal overholdes for ansøgningen og/eller bestemte ting, som skal besvares i forbindelse med ansøgningen (udover at vedlægge CV’er)?

Det er korrekt forstået, at der er de to faser i udbuddet.

Der er ikke nogen særlige krav / formalia / skabeloner for, hvordan den første ansøgning med interessetilkendegivelse skal udarbejdes.

Det vigtige er, som det fremgår i annoncens punkt 3 og 6.5, at vi kan se, at ansøger er egnet til at afgive et tilbud. Dvs. at ansøger skal stille et team, der med hensyn til delleverance 1 har dokumenteret forudgående og indgående kendskab til krigskasko-, krigs-P&I-forsikring og krigskollisionsforsikring, herunder de internationale ansvarskonventioner, til Nordisk Forsikringsplans krigsforsikringsbetingelser og til udarbejdelse af komplekse forsikringsbetingelser. Med hensyn til delleverance 2 skal teamet endvidere have dokumenteret forudgående og indgående kendskab til driften af søforsikringsselskaber, der varetager krigskasko-, krigs-P&I-forsikring og krigskollisionsforsikring for danske rederier, og kontraktudarbejdelse.

Derfor skal ansøger også sende CV'er indeholdende relevante faglige kvalifikationer og erfaringer for deltagerne i det team, der skal stå for opgavens løsning - der som beskrevet maksimalt må udgøre én A4-side per person.

Med hensyn til længde fremgår af punkt 6.3, at den første ansøgning med interessetilkendegivelse maksimalt må udgøre 5 sider (eksklusive CV’er).

Spørgsmål 2

I kravsspecifikationens pkt. 2 henvises der til, at det fremgår af annoncen på udbud.dk og et andet punkt i kravsspecifikationen, hvordan udvælgelsen foretages, og hvad der tillægges positiv betydning. Henvisningen i kravsspecifikationen fremstår som en fejl, og det er ikke muligt at finde de nærmere oplysninger. Kan udvælgelseskriterierne og den nærmere udvælgelsesmetode præciseres?

Pkt. 6.2 angiver ”Egnethed og udvælgelse”. Det er dog ikke angivet, hvordan dokumentationen ønskes i ansøgningen. Kan det oplyses, hvordan ansøgningen skal struktureres for at Søfartsstyrelsen kan bedømme egnethed blandt ansøgerne? F.eks. CV’er, referencer eller en beskrivelse af teamets erfaring – og eventuelle krav til dokumentationens omfang?

Søfartsstyrelsen skal beklage, at tekst under pkt. 2 synes at være blevet ændret til en fejlangivelse, da dokumentet blev uploadet til udbud.dk. Den manglende tekst er følgende:

 ”Det fremgår af pkt. ‎6.5 og i annoncen, hvordan ordregiver vil foretage udvælgelsen, og hvad der vil blive tillagt positiv betydning ved udvælgelsen.”

Det fremgår således af pkt. 6.5., at det tillægges betydning, at det team, der skal løse opgaven, har det dokumenterede forudgående og indgående kendskab til søforsikring m.v., der beskrives under delleverance 1 og 2. Beskrivelsen af delleverance 1 og 2 findes i pkt. 3 i kravsspecifikationen. Se i øvrigt svar på spørgsmål 1.

For så vidt angår form og krav til dokumentation i ansøgningen med interessetilkendegivelse, må denne ikke være mere end 5 sider (eksklusive CV’er) og CV’er ikke mere én A4-side per person. Se i øvrigt svar på spørgsmål 1.

Spørgsmål 3

Udbudsmaterialet omtaler ikke konsortier. Vil Søfartsstyrelsen bekræfte, at tilbud kan afgives som et konsortium, herunder med en udenlandsk advokat, og i bekræftende fald oplyse, om der skal vedlægges en konsortieerklæring?

Søfartsstyrelsen kan oplyse, at en sammenslutning af virksomheder kan afgive ansøgning med interessetilkendegivelse og et senere eventuelt tilbud som konsortium. En udenlandsk advokat vil kunne indgå i et sådant konsortium.

Søfartsstyrelsen vil skulle acceptere den udenlandske advokat, og vil i den forbindelse være særdeles påpasselig med at acceptere en udenlandske advokat, der mht. ydelse, egen kontrakt og/eller erstatningsretligt vil følge common law.

Udenlandske advokaters rådgiveransvarsforsikring skal dække på minimum samme vilkår som ved dansk rådgiver.

Der skal ikke vedlægges en konsortieerklæring. Det skal dog fremgå af ansøgningen og det senere eventuelle tilbud, hvilke virksomheder der indgår i konsortiet, og hvilke personer der indgår i det udførende team. Det skal endvidere fremgå, hvilken rolle de enkelte deltagere forventes at have i opgaveløsningen. Hver konsortiedeltager skal opfylde de krav til udelukkelse og egnethed/formåen, der følger af udbudsmaterialet.

Spørgsmål 4

Det fremgår af pkt. 12 i kontraktudkastet (Bilag 2), at leverandøren ikke uden kundens forudgående skriftlige samtykke kan overlade kontraktens opfyldelse eller dele heraf til underleverandører. Ordregiver bedes bekræfte, om en ansøger allerede i ansøgningen eller tilbuddet kan angive, at dele af opgaven påtænkes udført af en navngiven underleverandør, og om ordregivers samtykke i givet fald kan opnås som led i kontraktindgåelsen.

Søfartsstyrelsen kan oplyse, at en ansøger i sin ansøgning med interessetilkendegivelse og senere som eventuel tilbudsgiver kan angive, at dele af opgaven påtænkes udført af en navngiven underleverandør. Søfartsstyrelsen samtykke kan endvidere i givet fald opnås som led i kontraktindgåelsen.

Det skal dog fremgå af ansøgningen og senere eventuelt tilbud, hvilke virksomheder der indgår som underleverandører, og hvilke personer der indgår i det udførende team. Det skal endvidere fremgå, hvilken rolle de enkelte deltagere forventes at have i opgaveløsningen. Hver underleverandør skal opfylde de krav til udelukkelse og egnethed/formåen, der følger af udbudsmaterialet.

Spørgsmål 5

I kravspecifikationen henvises der til krigsforsikringsbestemmelserne i Nordic Marine Insurance Plan 2013, version 2023. Vil Søfartsstyrelsen have indvendinger imod, at der ved opgaveløsningen tages højde for kommende opdateringer til planen (2027-udgaven), såfremt disse vurderes relevante for et moderne og operationelt regelsæt?

Søfartsstyrelsen anbefaler, at der ved opgaveløsningen tages højde for kommende opdateringer til planen (2027-udgaven), såfremt disse vurderes relevante for et moderne og operationelt regelsæt, da denne udgave netop er udkommet og dermed har overhalet udbudsteksten.

Spørgsmål 6

Kan Søfartsstyrelsen bekræfte at kravet om udstedelse af Blue Cards i delleverance 2 er tænkt som et krav til en fremtidig administrator, og hvordan forholder ordregiver sig til, at sådanne Blue Cards på visse områder typisk er knyttet til ordninger uden for den traditionelle krigsforsikringsdækning?

Søfartsstyrelsen kan oplyse, at kravet om udstedelse af Blue Cards i delleverance 2 er tænkt som et krav til en fremtidig administrator.

Hvilke udfordringer dette eventuelt kan give, kan beskrives som en del af delleverance 2. Det fremgår således af kravsspecifikationen pkt. 3, under beskrivelsen af delleverance 2, at aftaleudkastet skal følges af en oversigt over, hvilke bestemmelser der bør være ufravigelige, hvilke bestemmelser der kan forhandles, og hvilke risici staten bør være opmærksom på.

Spørgsmål 7

I materialet vedrørende udvælgelsesfasen henvises der til, at det fremgår af "pkt. Fejl! Henvisningskilde ikke fundet." og af annoncen, hvordan ordregiver vil foretage udvælgelsen.

Kan Søfartsstyrelsen:

  • præcisere, hvilken bestemmelse der henvises til, samt hvilke konkrete kriterier der vil blive lagt vægt på ved udvælgelsen af de 2-3 virksomheder, der inviteres til at afgive tilbud?
  • bekræfte, hvilke oplysninger, bilag, dokumentation og eventuelle formkrav der forventes vedlagt ansøgningen om deltagelse i udvælgelsesfasen, herunder dokumentation for ansøgerens faglige kvalifikationer, erfaring og selskabets formelle registreringsforhold (f.eks. CVR-udskrift, firmaattest eller tilsvarende registreringsdokumentation)?

Der henvises til svarene på spørgsmål 1 og spørgsmål 2. Der stilles ikke krav om dokumentation for selskabets formelle registreringsforhold (f.eks. CVR-udskrift, firmaattest eller tilsvarende registreringsdokumentation).

Spørgsmål 8

Kan Søfartsstyrelsen bekræfte, at en ansøger kan basere sin ansøgning og et eventuelt tilbud på ressourcer, erfaring og kompetencer fra andre selskaber inden for samme koncern, og i givet fald hvilken dokumentation der kræves herfor? Endvidere ønskes det bekræftet, om ansøgning og eventuelt tilbud kan afgives af et selskab etableret uden for Danmark.

Søfartsstyrelsen kan oplyse, at en ansøger kan basere sin ansøgning med interessetilkendegivelse og et senere eventuelt tilbud på ressourcer, erfaring og kompetencer fra andre selskaber inden for samme koncern.

Med hensyn til dokumentation skal det fremgå af ansøgningen og det senere eventuelle tilbud, hvilke af koncernens selskaber der indgår, og hvilke personer der indgår i det udførende team. Det skal endvidere fremgå, hvilken rolle de enkelte deltagere forventes at have i opgaveløsningen. Hver selskabsdeltager skal opfylde de krav til udelukkelse og egnethed/formåen, der følger af udbudsmaterialet.

Ansøgning med interessetilkendegivelse og et senere eventuelt tilbud kan endvidere afgives af et selskab etableret uden for Danmark.

Søfartsstyrelsen skal dog gøre opmærksom på, at Søfartsstyrelsen vil være særdeles påpasselig med at acceptere udenlandske selskaber, der mht. ydelse, egen kontrakt og/eller erstatningsretligt vil følge common law.

For så vidt angår anvendelse af udenlandske advokater henvises til svar på spørgsmål 3.

Spørgsmål 9

Kan Søfartsstyrelsen bekræfte, at deltagelse i og eventuel tildeling af nærværende opgave vedrørende udarbejdelse af krigsforsikringsbetingelser og delegationsaftale ikke i sig selv vil medføre udelukkelse, begrænsninger eller andre konkurrenceretlige eller udbudsretlige hindringer for deltagelse i et eventuelt senere udbud vedrørende administrationen af Krigsforsikringsinstituttet?

Søfartsstyrelsen kan oplyse, at det følger af Vejledningen ”Udbudsloven – Vejledning om udbudsreglerne”*, at Søfartsstyrelsen kun kan udelukke tilbudsgivere i dette tilbud fra at give tilbud på et senere udbud af selve delegationen af administrationsaftalen, hvis det ikke er muligt at afhjælpe konkurrencefordrejningen med mindre indgribende foranstaltninger. Mindre indgribende foranstaltninger end udelukkelse kan fx være fastsættelse af en længere frist for modtagelse af ansøgninger eller tilbud eller fremlæggelse af relevant information for alle potentielle ansøgere eller tilbudsgivere. En længere frist for modtagelse af ansøgning eller tilbud kan udligne den tidsmæssige fordel, som en ansøger eller tilbudsgiver kan have opnået i medfør af tidlig involvering i forberedelsen af et udbud. Fremlæggelse af relevant information kan sikre, at alle ansøgere eller tilbudsgivere har de samme informationer til rådighed med henblik på udarbejdelse af ansøgning eller tilbud.

Søfartsstyrelsen anser det for muligt at afhjælpe en eventuel konkurrencefordrejning med mindre indgribende foranstaltninger.

*Se Vejledningen ”Udbudsloven – Vejledning om udbudsreglerne” af 11. december 2024, s. 190-191.

Spørgsmål 10

Kan Søfartsstyrelsen præcisere, hvilke krav der stilles til leverandørens ansvarsforsikring efter kontraktens pkt. 23, herunder om der forventes professionel rådgiveransvarsforsikring, og i givet fald på hvilket niveau?

Der forventes en professionel rådgiveransvarsforsikring. Udenlandske advokaters rådgiveransvarsforsikring skal dække på minimum samme vilkår som ved dansk rådgiver.

Spørgsmål 11

Det fremgår, at faglige kvalifikationer vægter 75 %, mens pris vægter 25 %. Kan Søfartsstyrelsen oplyse, om der anvendes en pointmodel, relativ prismodel eller anden evalueringsmetode, og hvordan henholdsvis pris og faglige kvalifikationer konkret omsættes til den samlede evaluering?

Søfartsstyrelsen vil først vurdere teamets faglige kvalifikationer med henblik på at vurdere denne pointscore, der vægter 75 %. Der vil blive lagt vægt på hver enkelt kompetence krævet til delleverance 1 og 2, dvs. for delleverance 1 skal teamet have dokumenteret forudgående og indgående kendskab til krigskasko-, krigs-P&I-forsikring og krigskollisionsforsikring, herunder de internationale ansvarskonventioner, til Nordisk Forsikringsplans krigsforsikringsbetingelser og til udarbejdelse af komplekse forsikringsbetingelser. Med hensyn til delleverance 2 skal teamet endvidere have dokumenteret forudgående og indgående kendskab til driften af søforsikringsselskaber, der varetager krigskasko-, krigs-P&I-forsikring og krigskollisionsforsikring for danske rederier, og kontraktudarbejdelse.

Derefter vil Søfartsstyrelsen se på pris for hver af de to delleverancer med henblik på at vurdere denne pointscore, der kun vægter 25 %.

Spørgsmål 12

Kan Søfartsstyrelsen bekræfte, at opgaven anses som en forsikringsfaglig konsulentydelse og ikke forudsætter, at tilbudsgiver er advokatvirksomhed eller udøver advokatvirksomhed, samt at kravet om juridisk kvalitetssikring kan opfyldes ved brug af ekstern juridisk bistand eller underleverandør? Vil sådanne ressourcer kunne indgå på lige fod med tilbudsgivers egne ressourcer ved vurderingen af de faglige kompetencer?

Søfartsstyrelsen kan oplyse, at opgaven anses som en forsikringsfaglig konsulentydelse og ikke forudsætter, at tilbudsgiver er advokatvirksomhed eller udøver advokatvirksomhed. Søfartsstyrelsen kan oplyse, at juridisk kvalitetssikring kan opfyldes ved brug af ekstern juridisk bistand eller underleverandør, der kan indgå på lige fod med på lige fod med tilbudsgivers egne ressourcer ved vurderingen af de faglige kompetencer. Ved brug af underleverandører henvises endvidere til svar på spørgsmål 4.

For så vidt angår anvendelsen af udenlandske advokater henvises til svar på spørgsmål 3.

Spørgsmål 13

Kan Søfartsstyrelsen bekræfte, at EAN-fakturering først skal være etableret ved kontraktens ikrafttræden og ikke på ansøgnings- eller tilbudstidspunktet?

Søfartsstyrelsen kan oplyse, at EAN-fakturering først skal være etableret ved kontraktens ikrafttræden og ikke på ansøgnings- eller tilbudstidspunktet.

Spørgsmål 14

Kan Søfartsstyrelsen bekræfte, at deltagelse i den udbudte opgave med udarbejdelse af forsikringsbetingelser og delegationsaftale ikke i sig selv medfører inhabilitet eller interessekonflikt for en forsikringsgiver, som samtidig leverer søforsikringsydelser til danske og internationale rederier, forudsat at der ikke foreligger en konkret interessekonflikt i relation til opgavens udførelse?

Søfartsstyrelsen skal henvise til kontraktens punkt 16 for så vidt angår leverandørens uvildighed.