Maritime Administrators Forum 2020 satte fokus på COVID-19, og hvad vi som maritime administrationer indtil videre har lært af håndteringen af COVID-19 pandemien og ideer til, hvordan vi fremadrettet kan handle.
Deltagere fra mere end 20 maritime administrationer fulgte med i oplæg fra prominente talere, der repræsenterede forskellige perspektiver fra den maritime industri: Brigit Gijsbers fra det hollandske Ministry of Infrastructure and Water Management, Guy Platten, generalsekretær for International Chamber of Shipping (ICS), Palle Laursen, Chief Technical Officer, A.P. Moller - Maersk A/S samt Ole Philipsen fra CO-SEA/Dansk Metal.
Blandt både oplægsholdere og deltagere var der bred enighed om, at de humanitære konsekvenser for søfarten er en af de centrale prioriteter i håndteringen af COVID-19, og at den globale krise ikke må påvirke arbejdet med at gøre søfarten grønnere.