Danmark indstiller kandidat til IMO-pris

15-04-2021

Søfartsstyrelsen har på vegne af Danmark indstillet en kandidat til IMO’s ”Award for Exceptional bravery at sea”. Det er en årlig pris som gives af IMO for en ekstraordinær redningsindsats til søs.

Den danske kandidat er besætningen på redningsfartøjet ESVAGT CANTANA. Under en sejlads i Nordsøen i 2020 formåede besætningen at redde et besætningsmedlem, selvom han havde fået et hjertestop, som varede i tre en halv time før en redningshelikopter ankom til skibet og fløj ham til nærmeste hospital i Aberdeen, Skotland.

“Besætningsmedlemmernes håndtering af den livstruende situation om bord på ESVAGT CANTANA ude midt på Nordsøen har gjort stort indtryk. Deres insisteren på at fortsætte førstehjælpen på trods af meldingen fra land om, at det var håbløst, og at de derved lykkedes med at redde deres kollegas liv, berettiger helt klart en nominering til denne pris. Der er tale om rigtig godt sømandskab, som fortjener stor anerkendelse,” udtaler Søfartsstyrelsens direktør Andreas Nordseth.

Nomineringen af besætningen på ESVAGT CANTANA er sket i et samarbejde mellem Søfartsstyrelsen og Danske rederier. Administrerende direktør i Danske Rederier, Anne H. Steffensen siger om nomineringen:

”Den seje besætning på ESVAGT CANTANA fortjener et kæmpe skulderklap for deres heroiske indsats. De gjorde det, de er trænet til, og handlede hvor andre måske ville have tøvet. Det er essensen af godt sømandskab og jeg håber, at indstillingen til denne pris vil ses som den anerkendelse, den er ment som. Lige meget om de vinder prisen eller ej, er jeg meget stolt af deres indsats.”

En ekspertjury vil nu vurdere de indsendte kandidater. Prisen uddeles i løbet af efteråret.

Læs mere om prisen hos IMO

Kontakt

Søfartsstyrelsen