Nye MLC-krav skal beskytte søfarende mod vold og chikane

14-04-2025

Ændringer til søfarendes globale rettigheder skal sikre et tryggere arbejdsmiljø og styrke beskyttelsen af dem, der arbejder til søs.

Foto: Enrique Leon / ILO (www.ilo.org)

Efter fem intense forhandlingsdage i FN’s Internationale Arbejdsorganisation (ILO) i Genève, hvor både regeringer, redere og søfarendes organisationer har deltaget, er der nu opnået enighed om at anbefale vigtige ændringer til Konventionen om søfarendes ansættelsesforhold (MLC eller Maritime Labour Convention). Søfartsstyrelsen deltog som Danmarks repræsentant i forhandlingerne. Ændringerne skal nu forelægges ILO’s Arbejdskonference i juni med henblik på endelig godkendelse.

Et af de vigtigste resultater af forhandlingerne er, at forebyggelse og håndtering af vold, chikane og overgreb nu bliver et klart krav i konventionen. Søfarende skal arbejde under sikre forhold, og rederier skal implementere politikker og procedurer for at forebygge og håndtere hændelser.

Derudover var der enighed om at bede ILO’s Arbejdskonference godkende flere andre tilføjelser og ændringer, der øger beskyttelsen af søfarende:

  • Styrkelse af retten til landlov
  • Retten til hjemsendelse uden diskrimination – uanset skibets flag
  • Anerkendelse af søfarende som nøglearbejdere (på engelsk key workers)
  • Henvisning til internationale retningslinjer for fair behandling ved søulykker og strafferetlige sager
  • Visse hjemsendelsesrettigheder blev gjort bindende i stedet for – som nu – vejledende
  • Opdatering af henvisninger til den nyeste internationale medicinbog for skibe uden læge om bord

Der var også enighed om, at en fælles arbejdsgruppe mellem ILO og FN’s Internationale Maritime Organisation (IMO) skal undersøge, hvordan reglerne for arbejds- og hviletid kan forbedres.

Når ændringerne er godkendt af Arbejdskonferencen, skal de implementeres nationalt i de enkelte medlemslande, hvor de ikke allerede er gældende. Søfartsstyrelsen vil løbende opdatere erhvervets parter om implementeringen og det videre arbejde i ILO-/IMO-regi.

Kontakt

Søfartsstyrelsen